Undgå medicinsk igangsættelse af din fødsel

En fødsel starter naturligt, når krop og psyke er i den rigtige balance. Akupunktur kan ikke forcere fødslen i gang, hvis krop og psyke ikke er parat, men akupunktur kan bringe din krop og dit sind i balance, så chancerne øges for, at fødslen går i gang af sig selv på et tidspunkt, der er optimalt for dig og dit barn.

 

5-FASE AKUPUNKTUR

Hvis du gerne vil undgå igangsættelse af din fødsel og også ønsker de allerbedste forudsætninger for en sund, naturlig graviditet og et ressourcestærkt barn, er det en god idé at få akupunktur jævnligt gennem hele din graviditet ud fra 5-fase forståelsen, som du kan læse en hel masse om på min egen hjemmeside. Der gives normalt 5-7 behandlinger fordelt gennem graviditeten med start omkring uge 7-8.

Se også HER

 

FØDSELSFORBEREDENDE AKUPUNKTUR

Gives ugentligt fra graviditetsuge 35-36.

Undersøgelser tyder på, at fødselsforberedende akupunktur kan forkorte fødselsforløbet, mindske risikoen for graviditets- og fødselskomplikationer og øge chancen for, at fødslen går i gang af sig selv til tiden.

Udgangspunktet for behandlingerne er en individuel kinesisk diagnose.

Behandlingerne kan medvirke til at:

  • regulere funktionen af dine indre organer, hormonsystemet mm.
  • skabe psykisk og følelsesmæssig ro og balance
  • øge blodtilførslen til din livmoder og dit barn
  • afspænde muskler og sener i dit bækken og i resten af din krop
  • blødgøre livmoderhalsen og forberede livmoderen på fødselsarbejdet
  • støtte dit barns indstilling i bækkenet
  • styrke dine ressourcer
  • lindre eventuelle graviditetsgener

 

MODNINGSAKUPUNKTUR

Gives 2-3 gange ugentligt fra terminen (eller før, hvis din fødsel skal sættes i gang af en medicinsk årsag)

Modningsakupunktur er en noget kraftigere behandling end den fødselsforberedende behandling.
Modningsakupunktur bør derfor først gives ved terminen, da dit barn har brug for ro i den sidste del af graviditeten for at samle flest mulige ressourcer, og livmoderen har brug for ro for at kunne forberede sig til fødselsarbejdet.

Modningsakupunktur kan hjælpe med at blødgøre og afkorte livmoderhalsen, så fødslen forløber lettere, når den går igang.

Hvis fødslen skal sættes igang medicinsk, kan modningsakupunktur gøre igangsættelse lettere.

I nogle tilfælde kan modningsakupunktur sætte gang i livmodersammentrækninger. Hvis krop og psyke ikke er parat til at føde, vil livmodersammentrækningerne ikke føre til, at fødslen går i gang. Derimod kan de give generende smerter, som kan strække sig over flere døgn og kan betyde, at du bliver udmattet og har mindre energi til rådighed, når fødslen endelig går i gang.

Jeg giver altid en balancerende grundbehandling ud fra din personlige diagnose inden modningsakupunkturen.

 

NATURLIG IGANGSÆTTELSE AF FØDSLEN

Gives fra uge 41 eller før, hvis din fødsel skal sættes i gang af en medicinsk årsag.
Læs om naturlig igangsættelse HER

Mulighed for tilskud:
Ja
Nej